Når du skal skifte fagforening

Fagforeningens opgave er at varetage den ansattes interesser på arbejdspladsen og yde støtte, såfremt der opstår en konflikt mellem den ansatte og arbejdsgiveren. Det kan handle om alt fra løn til ferie, uretmæssige fyringer, sygdom eller arbejdsmiljø, og denne støtte betragtes almindeligvis som fagforeningens “basisydelse”. Der findes selvfølgelig mange forskellige fagforeninger på markedet, og mange har forskellige faglige profiler, tilbud og prisniveauer. Alle disse tre kan være et incitament til at skifte fagforening, men har man først taget en beslutning om at finde en ny fagforening, skal man også være indstillet på, at dette kræver en del overvejelser.

Hvis man ikke har interesse i fagbevægelsens politiske engagement og i stedet kun ser et medlemskab som en slags forsikring i tilfælde af problemer på arbejdspladsen, kan man lade prisen være den afgørende faktor. På nettet findes der flere sider, som sammenligner fagforeninger og finder de bedste tilbud både i forhold til pris og ydelser. I forhold til prisen vil de såkaldte gule fagforeninger ofte være mest konkurrencedygtige.

Disse fagforeninger er blandt andet kendetegnet ved deres tværfaglighed og politiske neutralitet, og de kan være et godt valg, hvis man ikke har noget ønske om en specifik faglig profil. Man skal dog være opmærksom på, at gule fagforeninger ikke kan føre sager i arbejdsretten, samt at de ikke anerkender de ansattes strejkeret.

Hvis ønsket om at skifte fagforening er økonomisk motiveret, kan begge scenarier måske virke voldsomme, men omvendt bør et eventuelt skift altid ske på et kvalificeret grundlag, og det skal selvfølgelig inkludere overvejelser om eventuelle interessekonflikter i forhold til overenskomster, andre fagforeninger repræsenteret på arbejdspladsen samt eventuel politisk ustabilitet inden for ens fagområde. Tager man disse ting med i sine overvejelser, er der størst chance for, at man bliver glad for sit medlemskab af den nye fagforening – også på sigt.